Pressalit Care leverer bad- og køkkenløsninger til nyopført bofællesskab i Nordjylland


15-10-2007

Det gode liv er også at kunne klare sig selv.

Få kilometer fra de smukke Rebild Bakker i Nordjylland, hvor danskere og amerikanere hver sommer mødes for i fællesskab at hylde retten til frihed og uafhængighed, er en gruppe unge mennesker flyttet ind i et på alle måder enestående hus indeholdende 8 individuelle lejligheder.


Bofællesskabet udefra

Lejlighederne, der ligger i byen Skørping, er unikke i den forstand, at de er opført ud fra ønsket om at opfylde de særlige krav, der stilles til boligen, når beboeren er et ungt menneske, ramt af invaliderende sygdom. Bag byggeriet står Scleroseforeningen, som i de senere år har oplevet et stigende behov for at hjælpe unge mennesker med nedsat funktionsevne til et værdigt liv i tidssvarende boliger.

Nøgleord i hele udviklings- og byggeprocessen har været tilgængelighed, frihed og fremtidssikring, og det har været et mål at sikre beboerne et grundlag for at leve et så normalt og uafhængigt liv som muligt, med minimal hjælp udefra i dagligdagen.

Ved hjælp af Pressalit Cares højderegulerbare løsninger har det været muligt at optimere tilgængeligheden i de rum, hvor det erfaringsmæssigt er af særlig vigtighed for det enkelte menneske at kunne klare sig selv, nemlig i køkkenet og på badeværelset. I samarbejde med arkitekt og bygherre er det således lykkedes til hver lejlighed at skabe et funktionelt badeværelse samt et supermoderne og fuldt fleksibelt køkken, hvis elementer er 100%  tilpasset byggeriets afrundede og arkitektonisk iøjnefaldende karnapper.

Fællesskabet er vigtigt

Da man i byggeriet har fokuseret ikke blot på individuelle behov, men også på værdien af fællesskab, er der i husets stueetage indrettet et fællesrum, som bl.a. omfatter et meget stort køkken beregnet på flere brugere. Fælleskøkkenet er, i lighed med de 8 individuelle køkkener, baseret på Pressalit Cares højderegulerbare løsninger. Sammen med den rigelige plads gør den fleksible indretning det muligt for større eller mindre grupper af beboere og eventuelle gæster at samles om madlavning og andre gøremål.

De højderegulerbare køkkensektioner, kombineret med et utal af brugervenlige detaljer, giver alle brugere, stående såvel som siddende, optimale arbejdsbetingelser.

Kontakt Pressalit Care for flere informationer om projektet og de specialdesignede køkken- og badeværelsesløsninger. Kontaktinformation findes i info-boksen til højre.

Yderligere information om bofællesskabet findes desuden på Scleroseforeningens hjemmeside: www.scleroseforeningen.dk







Tilbage