Onsdag den 30. januar 2008 blev rytteren Annika Lykke Dalskov fra Odense kåret til årets handicapidrætsudøver 2007 og hædret med Pressalit Cares "Keep Living"-pris på 20.000 kr.
Annika har i 2007 opnået imponerende sportslige resultater og ikke mindst gjort sig internationalt bemærket ved, blot to år efter at være blevet handicappet ved en trafikulykke, at vinde VM i dressur ved verdensmesterskaberne i handicapridning i Hartpury, England.
Baggrunden for pristildelingen er ikke kun de usædvanlige sportslige præstationer, men i lige så høj grad Annikas menneskelige kvaliteter og positive livssyn. Dette fremgik også ved den officielle prisoverrækkelse i Idrættens Hus i Brøndby, hvor direktør Dan Boyter fra Pressalit Group understregede Annikas betydning som rollemodel for andre.
Sammen med bl.a. sidste års modtager af Keep Living-prisen, atletikudøveren Jackie Tony Christiansen, er Annika Lykke Dalskov desuden udvalgt til at repræsentere Danmark ved De Paralympiske Lege i Beijing, der afvikles fra den 6. - 17. september 2008.
Læs mere om Annika Lykke Dalskov og prisoverrækkelsen på www.dhif.dk
