13-09-2010

Pressalit belønner fremtidens design

Pressalit Group A/S og Institut for Design ved Arkitektskolen Aarhus overrækker onsdag Pressalits Designpris 2010. Vinderen, som bliver fundet blandt årets 14 bedste afgangsprojekter fra instituttet, vil få overrakt en pris på 20.000 kr. Designdagen markerer desuden startskuddet til et tæt parløb mellem virksomheden og skolen.     


Onsdag den. 15. september om eftermiddagen vil Musikhusets Lille Sal være fyldt med studerende og industrielle designere fra hele Østjylland. De vil være deltagere i Designdag 2010, som er et nyt initiativ etableret af Pressalit Group og Institut for Design i fællesskab. Her tager de pulsen på de nyeste designtrends og fokuserer på, hvordan samfundets og hverdagens udfordringer kan løses ved hjælp af moderne designløsninger. I Musikhusets foyer åbnes der samtidig en udstilling af udvalgte afgangsprojekter, hvoraf det bedste projekt vil blive hædret med Pressalits Designpris 2010 til en værdi af 20.000 kr.

Et vigtigt signal

For Pressalit Groups ordførende direktør, Dan Boyter, har det været naturligt at skulle skabe et stærkt samarbejde med Arkitektskolen om lige præcis fremtidens designs:

Lige siden begyndelsen i 1960’erne, hvor vi udviklede det første designertoiletsæde, har vi løbende arbejdet med at videreudvikle vores produkter, så de passer til fremtidens forbrugere,” fortæller han. ”I Pressalit mener vi, at det er sundt at tænke nyt og anderledes, og derfor vil vi gerne udfordres på, hvordan vi mener fremtidens designløsninger bør se ud. Samarbejdet omkring Pressalits Designpris 2010 skal også signalere, at vi gerne støtter de talenter, som bliver udklækket fra Arkitektskolen. Skolen har i mange år haft ry for at være en af Nordens bedste, og vi mener at dette er helt berettiget.”

Institutleder ved Arkitektskolens Institut for Design, Jørgen Rasmussen, udtrykker også stor tilfredshed med det nye samarbejde: ”Vi er meget tilfredse med, at erhvervslivet på denne måde udtrykker interesse og forståelse for det, der sker på designuddannelsen. Det er med stor glæde vi indgår i dette samarbejde med Pressalit, og vi er især glade for, at den anerkendelse som prisen repræsenterer, kommer vores studerende til gode. Selv de, som ikke bliver belønnet med en pris, får deres arbejde formidlet på en af Århus´ mest prominente eksponeringspladser. Arrangementet giver også anledning til, at det århusianske designmiljø, udannelserne og industrien kan mødes under uformelle, men faglige rammer, hvor nye kontakter og netværk kan opstå. Vi glæder os til en begivenhedsrig dag,” slutter han.


Pressalit Groups ordførende direktør, Dan Boyter, og institutleder for Institut for Design, Jørgen Rasmussen, ser frem til Designdagen 2010, der samtidig markerer startskuddet til et fremtidigt samarbejde mellem virksomheden og skolen. (Foto: Thomas Mandrup)
 

Anerkendt engelsk designer kommer

Som et ekstra krydderi til dagen bliver en af Europas mest anerkendte industrielle designere hentet ind fra England. Navnet er Richard Seymour. Han står bag designfirmaet SeymourPowell i London, og har udført designopgaver for bl.a. BMW, Yamaha og Panasonic. Han skal holde en gæsteforelæsning med temaet: ”The Future of the Future” - om hvad han ser af tendenser inden for design i fremtiden.

Richard Seymour skal desuden fungere som dommer i det ekspertpanel, der skal bedømme og udvælge det bedste afgangsprojekt. Ekspertpanelet kommer udover Seymour, til at bestå af produktudviklingschef Morten Rathke fra Pressalit, institutleder Jørgen Rasmussen fra Institut for Design og Rikke Ullersted, der er industriel designer hos firmaet Made by Makers.


 

Fakta om DesignDag 2010:

· Designdagen afholdes den 15. september 2010 fra kl. 15:00 – 17:30 i Musikhusets Lille Sal.

- 15:00. Velkomst og introduktion af forelæser, v. Institutleder Jørgen Rasmussen, AAA – Lille Sal.

- 15:15. Gæsteforelæsning v. Richard Seymour, SeymourPowell – Lille Sal

- 16:00. Velkomst til udstilling og reception, v. ordførende direktør Dan Boyter – Lille Sal

- 16:30. Reception og åbning af afgangsudstillingen, herunder præmieoverraskelse og motivation – Foyeren.


· Udstillingen af afgangsværker kan ses i Musikhusets foyer i perioden 15. sept. til 1. okt. 2010.

· Designdagen er blevet til i et samarbejde mellem Pressalit Group A/S og Institut for Design, Arkitektskolen Aarhus – et samarbejde der forventes gentaget i flere år fremover.

· Alle udstillede projekter er udvalgte afgangsprojekter fra Institut for Design, Arkitektskolen Aarhus. Blandt projekterne vælges vinderen af Pressalits Designpris 2010.

· Der er i alt 14 projekter og 19 udstillere.

· Pressalits Designpris er på 20.000 kr.

 

For yderligere oplysninger:

Thomas Mandrup, Senior Corporate Communications Manager, Pressalit Group A/S, mobil: 20 29 22 83.

Jørgen Rasmussen, Institutleder for Institut for Design, Arkitektskolen Aarhus, mobil: 22 68 72 08.



Pressen er velkommen til at overvære dagen. Kontakt venligst Thomas Mandrup på forhånd.



Tilbage